At stifte familie - Hvorfor sker der ikke noget?

Jakob og Annemarie søgte rådgivning fra et par venner, der havde været i en lignende situation et par år tidligere - de anbefalede at besøge Bjørn på Maigaard fertilitetsklinik, som havde hjulpet dem med at blive gravide. Jakob og Annemarie drøftede deres muligheder og besluttede sig for at give det en chance - de kontaktede teamet på Maigaard i Aarhus, den største fertilitetsklinik i området. De blev mødt af kompetent og medfølende personale og blev guidet gennem en række undersøgelser. I løbet af denne tid følte de begge sig i trygge hænder på klinikken og vidste, at de ville være selvsikre ved at gå igennem fertilitetsbehandling på Maigaard, hvis det var det, de skulle gøre for at starte en familie. Testene afslørede, at de faktisk kunne blive forældre, men det var sandsynligt, at de skulle bruge en sæddonor, da Jakobs produktion af bevægelige sædceller var lav og at det var usandsynligt at forbedre sig med tiden.

Det tog dem lidt tid at acceptere, at de ikke ville blive forældre på de betingelser, de havde valgt eller foretrukket. Dog var de nu nødt til at træffe et valg. De kunne blive ved med at prøve uendeligt og håbe på et mirakel; de kunne undersøge mulighederne for adoption; de kunne opgive tanken om et barn helt. Eller de kunne vælge at bruge en sæddonor. De havde flere svære samtaler om dette, og beslutningen blev ikke truffet over natten. Til sidst blev de enige om, at at søge hjælp fra en sæddonor var løsningen, der kom tættest på deres ideelle scenarie - et scenarie, der simpelthen ikke var en mulighed for dem. Men de kunne stadig gennemgå hele rejsen med at forvente og forberede sig på barnet, se maven vokse, opleve fødslen af deres barn og begive sig ud på det næste kapitel af deres liv som forældre.

Annemarie og Jakob lærte alt, hvad de havde brug for at vide om at vælge en sæddonor fra personalet på fertilitetsklinikken. De blev enige om, at de ønskede en donor uden ID-frigivelse. De foretrak en donor, der lignede Jakob fysisk, men ud over det ønskede de ikke at vide meget mere. Det skulle være deres barn uanset hvad. Med det sagt var de glade for at høre, at Donor-Network kræver, at alle donorer består en baggrundstjek for kriminelle handlinger og besidder en gennemsnitlig eller højere IQ. De følte sig sikre på, at med Donor-Network ville enhver donor, de valgte, være i god sundhed og have en sund krop og sind.

Til sidst valgte Annemarie Maverick som deres donor på grund af hans fysiske lighed med Jakob og deres ligheder i interesser og personligheder.

For at øge chancerne for succes gik parret direkte til IVF-behandling. De hormonelle stimulationsbehandlinger blev godt tolereret af Annemarie, og inden for få uger havde hun flere æg klar til udtagning. Æggene og donorsæden blev derefter blandet på klinikken, og to embryoer begyndte at udvikle sig. Et hold af specialiserede jordemødre, kaldet embryologer, overvågede embryoerne, og på det rette tidspunkt blev det bedst udviklende embryo overført til Annemaries livmoder. Parret måtte nu vente i to uger, indtil en graviditetstest ville afsløre, om implantationen var sket. Annemarie vil aldrig glemme morgenen, hvor hun så to røde streger på testen, der bekræftede, at der var dannet liv inden i hende. Parret blev derefter henvist til standard antenatal pleje, og graviditeten blev betragtet som naturlig som enhver anden. De nød denne tid med glædelig forventning, på trods af lejlighedsvise humørsvingninger og morgenkvalme. 5 dage før terminen begyndte Annemarie at mærke de første veer, og snart var det tid til at tage på hospitalet. I det øjeblik de bragte deres smukke datter hjem fra hospitalet, synes bekymringerne og usikkerhederne fra fortiden at smelte væk. De var endelig blevet en familie.

Jakob og Annemarie var fornuftige nok til at sikre den samme donor til kommende søskende, da de vidste, at de ikke ønskede, at deres barn skulle vokse op som enebarn, og de kunne godt lide ideen om at bruge den samme donor. Desuden, da de nu følte en stærk sympati for de ufrivilligt barnløse, besluttede Annemarie at blive ægdonor under hendes næste IVF-behandling, da eventuelle ubrugte æg fra hendes behandling kunne gavne andre i samme situation, som de havde oplevet.